Ligesom mennesker får alle hunde i et vist omfang plak på tænderne langs tandkødsranden. Dette plak består af foderrester og bakterier, og hvis denne belægning ikke bliver fjernet regelmæssigt, vil hunden få tandsten. Tandsten er hårde og kan kun fjernes ved en tandrensning, og hvis ikke den fjernes, kan tandstenen føre til tandkødsbetændelse og i værste fald paradentose og livstruende bakteriesygdomme i mange forskellige organer.
Derfor bør du holde øje med følgende symptomer på tandsten:
- Dårlig ånde
- Brunlige/gullige belægninger på tænderne, typisk på kind- og hjørnetænder i overmunden
Hvis tandstenen har ført til tandkødsbetændelse, vil der kunne opstå følgende andre symptomer:
- Hunden har svært ved at tygge
- Hunden savler
- Hunden tager poterne op til munden eller kører hovedet hen ad gulvet
Besvær med at lukke eller åbne munden
Hvordan behandler man tandsten?
Hvis der kun er en smule tandsten, kan behandlingen blot klares med en tandrensning uden at bedøve hunden, hvor behandlingen vil blive foretaget med et specielt tandinstrument.
Hvis der er meget tandsten, er det nødvendigt med en ultralydstandrensning, hvor hunden bliver fuldt bedøvet. Selve tandrensningen og pudsningen sikrer, at belægningerne i tandkødslommerne blive fjernet fuldstændig.
Hvis tandstenen har medført betændelse i tandkødet, bliver hunden efterfølgende behandlet med antibiotika, og hvis tandkødsbetændelsen ikke bliver behandlet, kan dette resultere i en række sygdomme såsom løse tænder, tandrodsbetændelse og mundbetændelse. Betændelsen kan herudover også sprede dig til andre organer såsom nyrer, hjerte og lunger.
Hvordan ser fremtiden ud for hunden efter tandrensning?
Selve tandrensningen er ikke særlig farlig for hunden, men hvis ikke, der bliver gjort noget ved problemet, kan følgesygedommene være farlige. Hvis der er tale om tandkødsbetændelse, kan dette sprede sig til resten af kroppen, hvilket kan være farligt for hunden. Derfor skal du blot jævnligt give din hund en tandrensning, så du er på den sikre side.